De fleste oplever kun sneppen, når de på klap- og drivjagter svinger sig forbi posten, man har fået anvist. Ikke altid kommer den i særlig stor fart. Til tider nærmest sejlende som en ugle. Alligevel kan der ske en psykologisk kortslutning hos jægeren, når den sagnomspundne fugl tegner sig over bøsseløbet. Det var jo en sneppe! Sneppen har flere forbiskud i kølvandet end dens flyvekunst og fart berettiger den til.

Man siger, at snepperne ankommer til landet omkring den første weekend i november. Naturligvis plus minus nogle dage, eftersom fuglen trækker efter vejret og ikke, som det er tilfældet med mange andre trækfugle, efter et indre ur. I reglen skal der således sne og frost til at skubbe trækket i gang.

Og dertil skal der helst være uklart vejr under trækket, som kan bremse fuglene på deres vej sydover. Høj himmel og sikker navigation medfører, at de ikke anvender Danmark som transit i særlig stort antal.

Sneppen er en dansk ynglefugl, hvilket betyder, at der allerede kan nedlægges snepper den 1. oktober. Observationerne i oktobers begyndelse kan få folk, der ikke ved bedre, til at tro, at trækket allerede er begyndt. Men det behøver altså ikke at være tilfældet. Faktisk var den stigende yngleaktivitet i landet årsagen til, at sneppen blev fredet om foråret. Indtil 1967 måtte man stadig jage sneppen, når returtrækket mod nord gik over landet.

Sneppen har fra 1. januar 2005 fået jagttid i januar. Dermed følger den jagttiden for fasan og råvildt. Der er næppe tvivl om, at januarjagten falder på et ganske tørt sted. I de år, hvor trækket svigter i november og december, kan januardagene betyde, at der alligevel kommer et par penselfjer til hatten eller jagtjournalen. Er landet dækket af frost, kan navnlig en tur i områder med blød bund give overraskende resultater. Skrænterne langs bække og frostfri kanaler er sikre sneppelokaliteter, når jorden omkring er for hård til ormejagt med det følsomme sneppenæb.

Fasankokkens halefjer og gråandrikkens krøllede anderumpe regnes af og til som et jagttrofæ. Nogle placerer de krøllede andefjer i jagthatten, mens andre gemmer fasanhanens halefjer til f.eks. juledekorationer. Men kun skovsneppen bærer i kraft af sine penselfjer et egentligt trofæ, som langt de fleste gemmer og bevarer som et minde for livet.

Har man ikke tidligere stået med en nyskudt sneppe i hånden, kan det være lidt vanskeligt at finde de stride fjer, som man bør hive af og gemme som minde om oplevelsen. Penselfjerene er de sidste to fjer i vingen og kaldes af kyndige for forhåndssvingfjer. Fjerene sidder tæt op ad den yderste svingfjer i vingen og er kun nogle få centimer lange.

For den, som har øje for detaljerne, er de små penselfjer lige så forskellige som trofæer er i almindelighed. Alligevel er de ikke genstand for samme opmærksomhed som trofæer fra for eksempel kronvildt eller råvildt. Fjerene måles ikke op og tildeles ikke point for skønhed, som tilfældet er med f.eks. råbukkens opsats.

Det er da også mere det, som fjerene repræsenterer, der har værdi, snarere end det er fjerene i sig selv. Skovsnepper skydes nemlig ikke i større antal. Og hver nedlagt fugl er vidne om et sælsomt møde og god skydning.

Kun 9 % af de danske jægere skyder årligt en sneppe, og kun 0,9 % af jægerskaren skyder mere end ti.

Jægere, der nedlægger mange snepper, gemmer ofte penselfjerene i en cigarkasse eller lignende, mens jægere, der kun undtagelsesvis tilsmiles af en varm sneppe i hånden, gerne gør et større nummer ud af begivenheden.

Penselfjerene ses af og til indfattet i rosetter eller placeret i en jagthat, såfremt man anvender en sådan. Andre placerer fjerene i en jagtdagbog eller sammen med et billede fra den pågældende dag, hvor man nedlagde danske jægeres jagtfugl nummer et, skovsneppen.

klippet fra www.normark.dk