Brune
langnæb i aprilskoven…
En yderst
usædvanlig fugl er den. Skønt den er en vadefugl, hørende til bekkasinernes
slægt, er den næsten udelukkende skovfugl, i hvert tilfælde i Danmark, og dertil
kommer, at den hovedsagelig udfolder sin aktivitet i skumringen og om natten.
I en rigtig sneppeskov kan man om foråret igennem, hvis man da færdes forsigtig, opleve lidt af disse fugles mærkelige parringsceremonier. I skumringen til et stykke ud på aftenen flyver hannerne omkring langs veje og over lysninger i en langsom, ugleagtig flugt, hvorunder de udstøder lyde, der kan minde om frøkvæk, og som følges af en kort hvislelyd.
Mange hanner kan være på færde i det samme område, og undertiden forsøger de at fordrive hinanden, når de mødes. ……
Her er vi ved
en anden sneppemærkværdighed. I tilfælde af, at sneppehunnen trues af en fare,
eller at hun blot føler sig utryg, kan hun transportere ungerne bort, en for
en.
Er de ganske små, tager hun ungen i næbbet. En lidt større unge flyver hun af sted med, idet hun benene klemmer den fast mod sig.
Længe blev sådanne redningsaktioner anset for at være jægerskrøner, men efterhånden er der så mange, som med sikkerhed hævder selv at have set fuglen gøre det, at det nok må være en realitet.
Uddrag af ”Silvanus” Knud
Bavngaard – Glimt fra det grønne 1986